Den neuroaffektive udviklingspsykologi

Tilgangen laver brobygning mellem tilknytningsteori, udviklingspsykologi og den seneste hjerneforskning.

Den neuroaffektive udviklingspsykologi er en tilgang udviklet af Susan Hart. Tilgangen laver brobygning mellem tilknytningsteori, udviklingspsykologi og den seneste hjerneforskning.

Inden for udviklingspsykologien og tilknytningsteorien er det især Allan N. Schore, John Bowlby, Daniel Stern og Peter Fonagy, der danner grundlag for teorierne. Fra hjerneforskningen er det dels Paul McLeans model af den tredelte hjerne og Antonio Damasios fokus på sammenhængen mellem krop og psyke.

Den neuroaffektive tilgang arbejder ud fra en viden om, at hjernen er tredelt i det autonome system (kropssansningerne), det limbiske system (følelserne) og det kognitive system (tænkningen). Ved at arbejde med alle disse systemer i en følelsesmæssig afstemt proces, hvor ”mødeøjeblikke” er det bærende element, vil der ske en integration af disse, samt en udvidelse af de neurale netværk i hjernen. Ved at sørge for, at alle tre lige vigtige dele af nervesystemet bliver mødt, helet og integreret, sikrer man sig, at oplevelser ikke kun lagres som tanker – men også opleves og erfares kropsligt og følelsesmæssigt. Denne evne til både at sanse, føle, tænke og handle i overensstemmelse med dette, øger både børn og voksnes psykiske robusthed.

Et væsentligt begreb inden for den neuroaffektive tilgang er tilknytningsmønsteret, der b.la. grundlægges på baggrund af de følelsesmæssige afstemninger. I Familieværkstedet beskæftiger vi os med Daniel Sterns begreb affektiv afstemning (følelsesmæssig afstemning), der er helt centralt i den neuroaffektive udviklingspsykologi.