Den narrative teori og metode

Narrativ betyder fortælling, og ordet repræsenterer den fortælling, vi har om os selv og vores liv.

Den narrative teori og metode er udviklet af australieren Michael White. Narrativ betyder fortælling, og ordet repræsenterer den fortælling, vi har om os selv og vores liv. Den narrative metode lægger vægt på, at kun problemet er problemet - og at det ikke er personen, der er problemet. Der arbejdes med identitet, nye livshistorier og handlemu­ligheder på en positiv og respektfuld måde. Vi folder historierne ud – og gør de tynde historier tykke.

I Familieværkstedet anskuer vi derfor misbruget som problemet – og ikke personen som problemet.

I samarbejde med familien undersøger vi, hvordan rusmiddelproblematikken påvirker forskellige områder af familiens liv, samt hvordan rusmidlet har haft held til at tage magt fra familien. Ved at udforske familiens fortælling skabes der mulighed for nye handlemuligheder, livsværdier og identitet. På den måde er der mulighed for, at familien bliver opmærksom på den indflydelse rusmidlet har haft, eller stadig har, på familien. Vi har et særligt fokus på barnet, da små børn ofte ikke kan udtrykke sig sprogligt. Derfor har de brug for, at de voksne er ekstra undersøgende på, hvordan rusmiddelproblematikken har påvirket dem.

Den narrative tilgang gør brug af eksternalisering, som indebærer et helt andet sprogbrug, en anden holdning og dermed også en anden forståelse af, hvad der skaber folks problemer. Den måde, hvorpå en person omtaler sine problemer, har betydning for, hvordan vi opfatter personen, og hvordan personen opfatter sig selv. At eksternalisere problemet er en sproglig konstruktion, hvor man taler om personen adskilt fra problemet.

Modsætningen er at internalisere problemet og se det som identisk med personen. Når vi eksternaliserer rusmiddelproblemet kan vi tale om det som en ting eller noget, som vi kan betragte udefra og forholde os til. Man kan give rusmiddelproblemet et navn, men før det kan ske, må det udfoldes, så man kan få et grundigt kendskab til det og måden det viser sig på. At eksternalisere fx et alkoholproblem er ikke det samme som at frikende personen fra ansvaret for at gøre noget ved det, men det giver nye handlemuligheder, så man derved selv kan tage stilling til det og få indflydelse på, hvor meget og hvordan alkoholproblemet skal have indflydelse.